Fotocollager kan være en anderledes måde at vise mennesker i miljø på, for der er mulighed for at lege mere med flere elementer. Det er muligt at lave alle mulige sjove og anderledes billeder, som ikke ville kunne lade sig gøre i virkeligheden.
Her fortæller vi historien bag en collage og beskriver, hvordan det rent praktisk blev gjort i Photoshop, hvis du har lyst til selv at lave en fotocollage.
Til Danske malermestre skulle vi lave et portræt af malermester Tom Lundorff fra firmaet Malermestre Svinth & Lundorff A/S fra Herning.
Da Brian Rasmussen ankommer til Tom Lundorffs værksted, ser han tre store porte med hver sin stærke farve. Det giver ham ideen til at lave portrættet som en collage med de tre farverige porte som baggrund, da det vil understrege malermesterens beskæftigelse i en farverig hverdag.
Sådan lavede vi fotocollagen
1. Først lavede vi tre billeder med hver sin baggrund. Det er vigtigt, at fotografen holder cirka samme afstand til motivet. Her har Brian Rasmussen sørget for at lave de tre billeder på den samme afstand og lavet billederne på den samme brændvidde, det vil sige zoomfaktoren på objektivet.
2. Herefter åbner vi billederne i Photoshop. Og vælger det billede hvor Tom Lundorff har det bedste ansigtsudtryk, da det skal bruges til topbillede. I dette tilfælde er det fotoet med den grønne baggrund.
3. Derefter åbner vi de to andre billeder i Photoshop og beskærer dem, så de passer med hans krop.
Her er billederne efter beskæring:
4. Ved hjælp af lag i Photoshop kan vi herefter placere de to sidste billeder, så arme og ben passer sammen.
På den måde kan du rimelig enkelt lave en fotocollage.
Vis os gerne hvad du finder ud af, men husk, fotocollager skal bruges med omhu, og der skal altid stå i billedteksten, at det er et sammensat billede, hvis det bruges i redaktionel sammenhæng, så læseren ikke bliver snydt.
Seneste kommentarer